Den eventyrlige Fugl Føniks har sandsynligvis rødder tilbage til egyptisk solkult; muligvis er den oprindelig identisk med purpurhejren, Ardea purpurea, som er skildret i egyptisk billedkunst.
Fugl Føniks fik i middelalderen en plads i kristen dyresymbolik, idet dens sjældenhed, frivillige død, opstandelse og evige liv samt dens kyske forplantning uden parring gjorde den oplagt som symbol for Kristus
I Norden er Føniks kendt fra 1100-tallet, både i litteratur og billedkunst. Fugl Føniks tilhører i dag sprogets bevingede udtryk som betegnelse for noget, der genopstår efter en ulykke eller et nederlag.
Fugl Føniks er et fabeldyr fra mytologien, hvor den er et symbol på genfødslen. Den forekommer også hos de gamle grækere, romere og ægyptere. Navnet Føniks kommer af græsk phoinix, der betød "purpur", som også er ophav til navnet Fønikien, da indbyggerne netop handlede med det kostbare farvestof.
I senere tolkninger er fuglen også blevet symbol på genopstandelse, udødelighed og liv efter døden. Man sagde om fuglen, at den brændte sig selv i sin rede. På et tidspunkt herefter genopstod den så af sin egen aske og rejste sig højt på himlen.
